LIDT julebilleder

Det er de faa billeder det kan blive til i denne omgang. Vi har problemer med det traadlose internet her i huset. I maa have alle billederne til gode.

Det forste billede er mine vaertsforaeldre, der studere den danske kongefamilie kalender, som mine foraeldre gav dem i julegave.

Billedet i midten er juleaftensdag, hvor alt i lobet af kort tid var helt hvidt. Alexandra og jeg legede i sneen i gaar eftermiddags. Vi byggede en snekvinde, trak hinanden paa kaelken, og kastede sne paa hinanden sammen med Ms Tonya. Da vi var godt vaade stod den paa julefilm i den varme stue.

Det sidste billede er taget ved det store juletrae i kirken. Fra hojre er det min veninde Kadija, mig, Lamaj (en gudsoen af familien, som korer med os til kirke hver sondag. Han er som en lillebror til mig), Syreeta (guddatter af familien som besogte os et par uger. Hun rejste hjem julemorgen), og til sidst er det Kadijas kusine.

Kaerligst Kristina

Merry Christmas!

God jul, alle sammen!
   Jeg haaber, I havde en dejlig aften og nogle hyggelige juledage.
Jeg har aldrig oplevet en 24. december, som den i aar. Jeg havde det ikke for godt, da jeg vaagnede om morgenen, saa jeg blev i sengen hele dagen. Jeg var kun oppe faa gange for at spise og bade. Det var meningen, at vi skulle have besogt noget familie om aftenen, men helt uventet begyndte det at sne om eftermiddagen og i lobet af kort tid var hele nabolaget daekket af et fint lag sne. Mine vaertsforaeldre folte ikke for at kore i den stadig faldende sne, saa (til mit held) blev vi hjemme, for aerlig talt var min energi heller ikke for stor. Det var aergeligt, for det kunne have vaeret interesant.
Alt i alt var den 24. en dag naesten lige som alle andre. Det var noget specielt for mig, naar jeg vidste at hele familien Danmark sad og spiste and og ris a la mande! Lad mig bare sige det saadan; Jeg har aldrig for spist lasagne den 24. december!
   Jeg er noget overrasket over, hvor afslappet min familie er omkring julen. Jeg havde troet, det ville vaere meget stoerre for dem, men som Ms Tonya siger fejre vi jo Jesus hver dag i vores daglige liv. Og for dem handler julen om afslapning og familietid OG MADEN! (det synes jeg nu bestemt ogsaa det gor i Danmark...) Hum sagde ogsaa, at hun synes denne jul har vaeret lidt anderldes end de andre aar. Det lyder til, at vi i aar har vaeret meget mere hjemme, end de plejer.
   Om morgenen den 25. havde julemanden vaeret forbi og lagt alle pakkerne under traeet. Stadig ifort nattoj aabnede vi pakkerne sammen. Jeg fik nogle rigtig gode gaver baade hjemmefra og herfra. Nattoj, sutskostovler, egen minibibel, scrapbog, bogmaerke, laeselampe, hjemmelavede smykker mm. Jeg havde aftalt med mine vaertsforaeldre ikke at give hinanden julegaver, saa de fleste var signeret "Santa"...
   Jeg havde det bedre den 25., men mit hoved var stadig tungt og for hurtige bevaegelser foltes ikke for godt. Hen paa eftermiddagen tog vi hjem til nogle af deres bekendte/venner, hvor der var alverdens mad. Stemningen var utrolig afslappet og havde det ikke vaeret for juletraet i hjornet af stuen, kunne det ligesaa godt have vaeret en hvilken som helst anden dag. En anden ting som er meget anderledes fra os danskere (og det gaelder generelt for de fleste gange vi har vaeret sammen med venner og familie her) er alt maden serveret paa et tag-selv-bord paa een gang, man laver sin tallerken (engangs-service), og nogle steder (som igaar) finder man en plads i sofaen hvor man snakker og ser en sportskamp i TV, andre steder (som naar vi er ved Ms Tonyas far) sidder vi dog rundt om et bord og snakker, men sporten korer stadig i baggrunden. Hvor, jeg vil tro, vi, de fleste steder i Danmark, sidder rundt om bordet, der er maaske lidt baggrundsmusik, men ingen TV, maden bliver serveret og gaar rundt om bordet, og man venter paa anden omgang og senere kommer desserten og kaffen.
Julemaden, som vi fik i gaar mindede om Thanksgiving dinner. Der var Macaroni&cheese, sweet potato souffle, lasagne, stuffing, ham, greens og green beens (begge to en african-american specialitet), BBQ marinerede-og-grillet kalkun, og til dessert var der forskellige smaakager, bl.a. gingerbread cookies, en pineapple-up-side-down-cake, sweet potato kage mm.
   USA har saa mange forskellige kulturer og traditioner fra familie til familie. Min familie er bare een ud af millioner. Selv indenfor landet varierer maaden at fejre jul paa saa meget. Mange af mine klassekammerater har hojst sandsynligt fejret jul paa deres maade med deres traditionelle julemad. Sammenlignet med saa stort et land er Danmark jo en hel lille familie i sig selv, og det er mere udbredt at vi alle mere eller mindre fejrer jul paa samme maade.
   Jeg vender tilbage til skolen igen den 2. januar efter vores halvanden uges vinterferie (Ikke jul men vinter!) Jeg har practice onsdag, torsdag, fredag og lordag mellem jul og nytaar klokken otte! om morgenen. Faktisk er jeg lige kommet hjem fra vores forste traeningsdag. Som jeg naevnte for begyndte det at sne den 24 og det har mere eller mindre haengt ved siden. Da vi ankom paa skolen i morges begyndte det at sne igen og det tog ved. Vi lob meget kort et par minutter udenfor, for vi gik indenfor og fortsatte traeningen med noget trappelob. Planen er at vi har traening igen i morgen medmindre vores county meddeler vejr emergency.
Ellers tror jeg dagene er sat af til mere afslapning og tag hvad der kommer. Jeg prover at planlaegge at finde ud af noget med et par veninder nogle af dagene for at der sker lidt, og at jeg ikke kommer til at savne dem for meget.
   Her til sidst vil jeg onske jer alle sammen et rigtig godt nytaar! Jeg vender tilbage forst i januar med fortaellinger om nytaars aften, med mere.
Rigtig mange tusind tak for alle julehilsener og pakker I har sendt mig. Det varmer mit hjerte!
Pas paa hinanden.

Kaerlig hilsen,
Kristina

Jeg savner jer!

Lidt af hvert

Hej alle sammen,
   Allerede december, hvad. Er I ved at komme i julestemning, og gå helt amok med juleshopping?
Jeg er ikke rigtig i julestemning endnu. Vejret er langt fra lige så juleagtigt her, som jeg kan forstå det er i Danmark med sne og kulde. Mandag og tirsdag havde vi over 20 graders (vinter) varme. Det vil sige, det var ikke shortsvejr, men det var varmt på en vinteragtig måde. Temperaturen er dog faldet nu, men det er stadig ikke rigtig koldt, koldt.
   Der er sket lidt af hvert den seneste tid, især denne uge har været event fuld. I onsdags tog Ms Tonya med mig til Cross Country Banquet. Det er normalt, at når sprots sæsonerne er slut har alle teams en middag med atleterne og deres familie, hvor coach siger et par ord og der er awards - en officiel afslutning. Vores banquet var i en restaurant. Vi spiste, og derefter sagde caoah et par ord om, hvor godt vi har klaret denne sæson (rigtig godt! 4. plads i state championship!). Han overrakte hver enkel af os et certificat, og sagde et par ord til os hver især om, hvordan vi personligt har klaret os gennem sæsonen. Et par piger fra teamet havde lavet perosnlige awards til hver enkel af os, som vi også fik overrakt - jeg fik "The one and only from Denmark". Det var en god officiel afslutning på Cross Country sæsonen, da den allerede har været slut en måneds tid nu.
   I torsdags mødtes jeg med et par veninder på skolen om aftenen og sammen så vi vores første wrestling match. Jeg har aldrig set en sport lignende. Drengene kommer virkelig tæt, tæt, TÆT på hinanden, og de er i nogle højst akavede positioner det meste af tiden. Gad godt vide, hvor lang tid der gik, før de kunne tage det seriøst at være SÅ tæt på hinanden? Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg aldrig, det kommer til at ske, men de vænner sig helt sikkert til det. Jeg synes, det er sjovt at se forskellige sports - football, ice hockey, wrestling og det næste bliver min første basketball game.
   Status her hjemme er p.t. at vi har huset (næsten) fuld af gæster. Ms Tonyas mor kom sidste tirsdag for et tre ugers besøg - hun rejser hjem til New York den 18. december. Det er første gang jeg møder hende. Hun har været syg det meste af den tid, hun har været her og med min travle hverdag har det ikke været så meget, jeg har været sammen med hende. Men det er godt endelig at møde hende, for Ms Tonya har sankket meget om sin moder! Onsdag nat kom Mr Douglas´ og Ms Tonya´s guddatter (fra Washington) på 25. Hun er her til den 15. december. Jeg har aldrig mødt hende før, og jeg mindes heller ikke at have hørt om hende. Hun er rigtig, rigtig sød, og vi snakkede godt sammen lige med det samme. Hun løb også track, da hun gik i skole.
   Apropos track, har jeg nu været til to meets. Kan I huske, jeg har fortalt jer om JV og Varsity? Varsity for Cross Country var de syv bedste, JV resten. Varsity for track er de tre bedste for hver event (55 m, 200 m, 300 m osv) og JV resten. JV er ubegrænset antal. MEN! Denne gang er jeg Varsity! Så længe det varer. Det første meet (sidste lørdag) var et scrimit, det vil sige det tæller ikke for noget, det er bare for at prøve det. Jeg løb 4x800 (4 personer løber 800 m hver med en stick, som vi giver til hinanden). Min tid var 2 minutter og 51 sekunder. Det er noget helt, helt andet end de 3 miles. Jeg er færdig på under tre minutter! Men tilgengæld løber jeg så hurtigt, så min hals/bryst brænder, når jeg er i mål.
En anden stor forskel fra Cross Country´s meets er varigheden. Jeg synes, det var lang tid, når et meet varede 5-6 timer inklusiv transport. Men sammenlignet med track meets er det næsten ingen tid. Track meets varer 8-10 timer inklusiv transporttid! Mit andet meet i går startede klokken 15.45 (vi forlod skolen kl. 13.45, en halv time før skolen sluttede) og det sluttede klokken 22.40 - jeg var hjemme klokken 23.30. Jeg løb klokken 21.30.
Det lyder som lang tid, men det går forholdsvis hurtigt. Der var 17 forskellige teams = mange mennesker, konstant nogle, der løber + drengenes team lige ved siden af os piger, så vi snakker med dem. Folk snakker, griner, hepper for hinanden, spiller kort og slapper af i ventetiden. Det bedste er, man behøver ikke lave aftaler med nogen om at hænge ud sammen, for man er omgivet af sine kammerater med masser af tid til at snakke.
I går løb jeg the regular 800 m (uden stick). Jeg fik den samme tid som sidste uge. For hver event er der flere heats (omgange), fordi the track ikke er stort nok til at alle kan løbe på samme tid. Jeg kom som nr. 3 i mit heat, og alt i alt som nr. 17 ud af 39 for the 800 m event. Mit team vandt the meet, vi var det team, der klarede sig bedst alt i alt i alt i de forskellige events.
   I dag har jeg været downtown med Katy (Ms Tonya´s svigerinde). Jeg bor i et nabolag syv minutters kørsel fra downtown Frederick. Vi spiste frokost og besøgte de antikke, specielle butikker i gaderne. Da vi kom hjem, lavede vi gingerbread house med Alexandra. Det er en juletradition for mange amerikanere. I morgen efter kirke tager jeg downtown igen, denne gang med min veninde Kadija. Og så er det tilbage i skole mandag morgen... Jeg kan faktisk rigtig godt lide at gå i skole - se alle vennerne og hænge ud after træning.

Det var det for denne gang.
Peace out!

Kærlig hilsen,
Kristina

 Overrakkelse af cartificat til the banquet

 Coach fortæller om, den her exchange student, som joinede hans team...

 the CC team

 the team kaptajn og mig

 (Beklager den ringe kvalitet) Opvarming af Wrestling Teamet før de for alvor startede

 Vi var de tre representanter fra Oakdale, der løb de 800 m. Til højre er en af min bedre veninder, som jeg bl.a. sidder ved frokost bord med.  

 Katy og Alexandra dekorerer the gingerbread house

Thanksgiving

Drop Everything And Read, folkens!
Det er hvad "dear" står for, når man anvender det i breve og lignende. Har jeg lært.
I torsdags var det Thanksgiving her i det amerikanske land. Jeg vil kort fortælle historien bag, for de af jer, der ikke kender den. Jeg kendte den ikke.
For mange hundrede år siden rejste pilgrimsmænd fra England til America for at få den religionsfrihed, de ikke kunne få i deres hjemland. Da de kom til USA mødte de Indianerne, som lærte dem, hvordan de bedst kunne klarer sig i dette land. Efter den første høst, sagde de pilgrimsrejsende, at det var tid til at takke Gud, for alt det han havde givet dem.
Og det er det, vi gør den dag i dag. Takker vor herre for alt det vi har. Men lige som med så mange andre højtider, som f.eks. julen, glemmer folk grunden bag, og i stedet handler det mere om maden og gaverne. Mange amerikanere kender ikke engang historien bag Thanksgiving.
I denne uge var vi kun i skole mandag og tirsdag, resten af ugen fri. Onsdag gik med oprydning, rengøring og madlavning, som I alle kender det, før huset skal fyldes med gæster.
Mr Douglas´ forældre, hans søster, hans to niecer, og hans søn og datter kom alle her for Thanksgiving. Alle medbragte a little something, så der var med i metermål. En stor kalkun, mashed potatoes, baked potatoes, curry carrots, heavenly eggs, green beans, maccaroni & cheese, sweet potatoes, stuffing og flere forskellige varianter af småkager, applepie, pearpie, sweet potatopie og brownie. Da vi alle var samlet hen ad ved 16- tiden blessed vi maden og resten af dagen gik med snak og spisen. Det var stille og roligt og hyggeligt. Senere på aftenen så Ms Tonya og jeg en film sammen, "The Diary of a Mad Black Woman". Sjov film!
Hans forældre og søster blev et par dage efter, og vi spiste alle Thanksgiving mad tre gange dagligt i løbet af fredagen - morgen, middag og aften - og vi har stadig rester tilbage.
Hans søster bliver indtil på mandag og hans forældre tog af sted i morges. Hans søster er en pilgrimsrejsende. Hun rejser frem og tilbage mellem Haiti og USA - hjælper til i de fattige dele af landet med forskellige nødvendigheder og fortæller folket om Jesus. Mr Douglas´ far blev for nylig anerkendt som pastor. De er alle utrolig venlige og gode mennesker.
I mit sidste indlæg skrev jeg om religion, og til det vil jeg gerne tilføje, at det der gør hele forskellen for mig, er, at de kristne jeg er omgivet af her, hverken er hellige eller kedelige. De lever livet lige som alle andre og gør som de har lyst til, dog med respekt for dem selv og Lord Jesus. De fleste er humouristiske mennesker. Og som Ms Tonya siger, det behøver ikke at være så alvorligt det hele.
Track sæsonen har nu været i gang i halvanden uge. Vi havde træning i onsdags, selvom der ingen skole var. Hen over miniferien har vi selv skullet løbe en tur mindst to gange. De få træningsdage vi har nået at have, har været langt bedre, end jeg havde forventet. Jeg var en smule skeptisk over at gå fra et mindre team til et dobbelt så stort et, men det har kun været godt at komme til at snakke med flere og se hvordan teams kan være forskellige. Træningen foregår på the track. Jeg er i mid-distance gruppen - de 400-800m. Jeg ønsker ikke at løbe lang distance, jeg vil gerne prøve noget anderledes end hvad jeg gjorde med Cross Country og forbedre min hastighed. Vores venner af familien og min familie siger, at de gerne vil komme og heppe på mig, når jeg har et meet, men jeg har sagt, at det kommer an på, hvor langt bagud fra alle andre, jeg er. Jeg er jo ikke en sprinter, og jeg ved ikke, hvordan min tid vil være i forhold til mine konkuranter. Og når vi løber på en track, kan folk se os løbe hele tiden. Ikke noget med at forsvinde ind i en skov for et øjeblik. Men der er stadig et par uger til mit første meet.
Vejret er ikke så slemt endnu. De flæste træer er nøgne nu og det er mørkt klokken 17. Morgenfrost nogle dage, men blå himmel og sol.
Sidste weekend var jeg på tur med min Area rep. og hendes anden udvekslingsstudent fra Sverige, som også er under hendes "varetægt". Vi tog til et akvarium i Baltimore ved havnen. Så vidt jeg kan komme i tanke om, er det den første turist event, jeg har gjort. Tiden går med så meget andet. Vi havde en rigtig god tur. Theodore, som han hedder, og jeg snakkede godt sammen, og det er sjovt, som vi er havnet i vidt forskellige familier, og derfor har forskellige indtryk af amerikanerne.
Jeg vil holde for nu, men forsikrer jer alle sammen om, at jeg har det som en fisk i vandet.
Livet er jo godt!

Kærlig hilsen,
Kristina

 Baltimore havn

 Mere Baltimore havn

 Delfinshow i akvariummet vi besøgte

 Svenskeren og danskeren

 mmm.. Dessert.... mmm

 Stuffing (mix af brød, cornbread, grøntsager og kød) Virkelig lækkert!

 Kan I se, hvad det er?

 Mashed potatoes i hjørnet,

ovenover curry carrots (som jeg har lavet), ved siden af mac. & cheese, green beans og ude til siden er det sweet potatoes

 Baked potatoes med spinat og ost

 The Chubb Family, minus Ms Tonya

 Ser vi mætte ud? Ja tak!

Kristen

Kære alle sammen,
Kan I holde varmen? Jeg hører, at det er godt koldt og blæsende i Danmark lige for tiden.
Vores vejr er det mest vinterlige, vi har haft, uden de store udsving. Ellers har det været meget op og ned, frem og tilbage med vejret. Det er det stadig, men jeg har fundet vinterjakken og vinterstøvlerne frem. Og jeg er nu glad for, at jeg medbragte det mest nødvendige vinterudstyr hele vejen fra Danmark, selvom det næsten fyldte en kuffert i sig selv.
Vi har temperaturer svarene til i et køleskab. Det bliver lidt varmere, når solen er fremme, og (en hel) del koldere, når vinden blander sig. Efter at være gået over til vintertid, er det nu mørkt omkring klokken 17.30, men tilgengæld er det lyst, når jeg venter på bussen om morgenen, så længe det varer.
Lige nu sidder jeg i Ms. Tonyas tidligere kirkes pastors stue (fik I den?) og blogger til alle jer.



På torsdag starter indoor track sæsonen. Det bliver et større team, omkring 40, hvor vi på Cross Country var 18. Så det bliver en del anderledes med mere grupering og forskellige events - om man træner til at løbe 100 m, 300 m, 500 m, 800 m, 1600 m eller 2300 m  (de sidste events er altså mange runder omkring den samme track! Vi må se, hvor rundtossede folk bliver), så uanset, hvor mange vi er på holdet, bliver vi mere eller mindre delt ind efter, om vi er sprinterer (I wish...), middistance (that´s me, jeg går efter de 800 m og 1600 m) eller distance (too many labs around the same track for me). Men et større team betyder flere nye folk at lære at kende, og det nyder jeg stadig.
Den største tudse at sluge er, tanken om, at al træning foregår udendørs, hver dag, uanset vejr og vind. Vi har allerede fået en lille smagsprøve på nogle kolde, kolde træningsdage. Ikke sjovt.
Hvad der gør, at det er indoor track, er, at the meets foregår indendøre.
Ja, som jeg har nævnt et par gange nu, er jeg forbløffet over, at jeg stadig udvider min vennekreds/bekendte. Og, Gud, hvor er det skønt! Jeg holder mig bestemt heller ikke tilbage, når det kommer til at snakke med folk jeg aldrig har set eller snakket med før. Hvis jeg har lýst til at snakke med dem, gør jeg det. Jeg mener, hey!, jeg er her kun ét skoleår. Ét år til at lære så mange spændende mennesker at kende som jeg overhovedet kan komme til. Selvfølgelig med en vis fornemmelse for, hvornår at snakke og hvornår ikke at snakke med folk.
Vi har haft to nemme uger i træk med kun tre dage i skole. Næste uge er hel normal og ugen efter er det Thanksgiving. Det er bestemt ikke ensformigt, heldigvis.
Mandag til tirsdag havde jeg en overnatning ved min veninde fra kirken, Kadija. Vi tilbragte hele tirsdag sammen. Vi har det så godt sammen, joker og snakker. Og når vi snakker i telefon sammen, er det aldrig hurtig gjort, for så snakker vi om fremtidsplaner eller Jesus og andre drenge. 
I går var Mr. Douglas´ fødselsdag, så vi fire tog på mexikansk restaurant om aftenen og fik fajita. Det var slet ikke tosset. Vi havde en hyggelig aften med snak og humor.
I morgen skal jeg til Cross Country State Championship. Ja, jeg ved godt, jeg siger sæsonen er over, og det er den også for mig og de andre JVs. Men fordi vores Varsity piger er så dygtige, løber de sig op i rangen til flere championship, og som en del af teamet bakker vi (JV) selvfølgelig pigerne op.
På søndag tager Heather, min veninde på billderne fra Homecoming, med os i kirke og til efterfølgende hjemmemiddag med nogle af Mr. Douglas´ venner. Jeg er spændt på, at have en veninde med i kirke. Jeg er ikke nervøs, for det er en virkelig levende og frisk kirke.
Faktisk er grunden til, at jeg kalder dette indlæg kristen, fordi jeg vil fortælle jer om dét at være kristen i USA. For mig er det nemlig så meget anderledes. Jeg er jo vokset op og opdraget som kristen, selvom min far ikke har bombarderet mig med Jesu ord... Og jeg har da været i kirke nogle gange, og hørt forskellige fortællinger om Jesus, og hvad han sagde og gjorde. Og jeg har da sunget kristne sange i kirken. Men alt det er jo ikke noget jeg har higet efter at gøre hver uge, og slet ikke noget jeg har tænkt på at involvere i min dagligdag. Det hele er lidt for tungt og uforståligt. Og for at være ærlig, forbinder jeg det at være kristen med en vis hellighed og uskyld, som jeg ikke har lyst til at have hængende over mig. Det var i hvert fald det billede, jeg havde, da jeg forlod Danmark for 2 ½ måned siden.
Og hvor har jeg dog taget fejl. At være kristen er så meget mere og andet end det. Allerede første gang jeg var med i kirke, blev jeg omfavnede og budt velkommen med store smil og masser af kærlighed af troende, glade og friske mennesker. Og kirken summer af næstekærlighed og caring for each other.
Den første halve time af "kirkehandlingen" står vi op og synger med på de kristne sange som koret og det live band føre an, enten mens vi klapper og flytter føderne eller bevæger os stille fra side til side - det vi kalder worship. Derefter prædiker pastoren om et emne udfra nogle tekster i Bibelen, men samtidig forklare han, hvad det betyder, hvordan vi skal forstå det, hvordan vi skal bruge det i vores hverdag, i hvilke situationer. Han giver os forskellige eksempler og fortæller udfra personlige erfaringer, alt sammen med et twist af humor. De første mange søndage gav de lange prædikener ikke meget mening for mig, og jeg var ikke enig i alt, hvad pastoren sagde. Men så! En eller anden sønadg gav hans prædiken mening for mig og jeg kunne se, at det han snakkede om, faktisk kunne forbindes til det, jeg gik og tænkte på. Det var opløftende fornemmelse. Og nu lytter jeg med store ører til hver prædiken i håb om at fange et eller andet jeg kan forbinde til min dagligdag. Det sker stadig at pastoren siger noget, hvor jeg ikke kan følge ham, eller forstå ham.
Jeg stiller rigtig mange opklarende spørgsmål til Mr. Douglas Og Ms. Tonya om Gud og Jesus og kristendom i higen efter at forstå. De har begge to en viden og evne til at lære fra sig, og det fører til mange lange snakke om det ene og det andet. Jeg synes, det er et rigtig spændende diskussionsemne og utrolig lærerigt.
Der er mange citater i Bibelen, jeg ikke kender til, og jeg har mange ubesvarede spørgsmål, som jeg har fundet ud af, at ingen andre end Jesus kan besvarer. Ms. Tonya og jeg har allerede en liste af spørgsmål klar for Jesus at besvare, når han kommer tilbage. Som f.eks., hvad er meningen med Deja vú? og hvorfor er drenge sådan, som de er?
Et af mine spørgsmål til Ms Tonya har været, om jeg kan være kristen uden at tro hvert et ord i Bibelen, og det siger hun, kan jeg, så længe jeg acceptere Jesus som min herre og frelser. Der er mange statements, jeg ikke kender til endnu og der er mange jeg har svært ved at tro på. Men jeg er i en lærende proces.
Bordbøn - grace - har jeg vendet mig til, men jeg er stadig ikke helt enig i, at det er det rigtige at gøre. Jeg forstår ikke, hvorfor vi takker Jesus for maden på bordet, når det er Ms. Tonya, der har stået og svedt over den. Jeg vil hellere takke hende, så jeg gør begge dele :)
Det, der er det bedste at se, er, at de kristne amerikanere jeg omgås med, er ligesom alle andre friske og levende mennesker. Griner, pjatter, joker og snakker om alt fra sex til djævlen. Ikke spor hellige. De takker bare vor herre mere end andre gør, hvad er der galt i det?
Så bare nu ved at sidde her og fortælle jer om mine opdagelser i kristendommen, er Jesus allerede en meget større del af min hverdag, end han var for kort tid siden. Og når jeg snakker med Ms Tonya og Mr Douglas om dagligdagens begivenheder og tanker, referere de nogle gange til Jesu ord, og det er pudsigt, som det en mand for 2000 år siden sagde, er ligeså relevant og brugbart i dag. Han har fat i et eller andet, ham Jesus.
Det er bestemt ikke nemt at forklare helt rigtigt, hvordan kirken foregår og hvordan stemningen er. Det skal opleves. Og ligeså svært er det at forklare mit forhold til Gud, for jeg ved det dårligt nok selv. Men jeg håber, I forstår nogenlunde, hvad jeg mener.
Og bare rolig, alle sammen, jeg er stadig ligeså meget Kristina, som jeg var for 2½ måned siden, måske endda endnu mere.
Jeg vil holde for nu og tilføje et par billeder fra den seneste tid.
Ha det godt og stay warm!

Kærlig hilsen,
Kristina.

 Kadija og jeg til Halloween arrangemnt i kirken. Hvis I ikke kan gætte det, er jeg udklædt som en udvekslingstudent fra Denmark. Ligner ret godt, ikk?

 Mr. Douglas var ikke i nærheden, så vi måtte bruge, hvad der var ;)

 CC team at the Region Championship sidste fredag - vi vandt (Det var utrolig koldt!)

 Kadija, Aniqe og jeg på en gåtur i tirsdags.

Homecoming

For alle jer, der ikke ved, hvad homecoming er, kan jeg fortælle jer, at hver high school og college/universitet har et homecoming, hvor dem, der har gradueret fra skolen vender "hjem" til et gensyn med skolen, klassekammerater og lærere, og for at se skolens football team spille. Det minder lidt om gamle elevdag og et gensyn med ens gamle skole. The homecoming game er oftest efterfulgt af a dance, men kun for de elever der går på skolen.
Som før nævnt, er det kun tredje år at min skole (Oakdale High School) er aktiv, så det er første år, vi har seniors. Der er endnu ikke nogen der er gradueret fra OHS, men det vil der være næste år.
Denne weekend var OHS´s homecoming weekend med the game i fredags og the dance lørdag aften fra 20 - 23. Jeg tog til the game med Naomi, og mødtes med alle de andre elever (og forældre) der også var at se vores football drenge spille. Standene var godt fyldt op og stemningen god. Vi kom rigtig godt fra start og førede igennem første halvleg, men derefter gik det ned ad bakke og slutstillingen var 22 - 24 til det modsatte team :( Men de gjorde det godt!
Lørdag gik mest med at gøre sig klar til the dance om aftenen. Ashley (Mr. Douglas´datter) kom hjem til os andre piger - Alexandra, Ms. Tonya, og jeg - og hun lagde min make-up og satte mit hår. Hun gjorde et godt job, og det var dejligt, at hun tog sig af, hvordan håret skulle sidde. Så slap jeg for den kamp!
En af mine veninder kom hjem til mig, i mens vi var ved at gøre mig klar. Hendes far er fotograf, så han tog billeder af os alle sammen. Da vi havde spist, kørte Ms. Tonya min veninde og jeg hjem til en tredje pige, som hostede et before party, hvor vi var en hel gruppe af drenge og piger, og vi tog igen billeder. Vi snakkede og snackede inden det var tid til at forlade hendes hus og tage op på skolen, hvor the dance fandt sted i kantinen. 700 ud af 1160 elever havde købt billet og folk var dresset up i jakkesæt og korte kjoler og 7 cm høje hæle (som de smed 5 minutter efter de kom).
DJén var ikke den bedste, men det lykkedes os alligevel at danse og få varmen så rigeligt. Jeg nød at danse med alle mulige forskellige og bare give den gasssz! Og kun tre timer senere var det ovre - det var nu meget passende tidsmæssigt.
Efter the dance kørte Ms. Tonya mig hjem til en fjerde piges hus, hvor vi var syv piger, der ved midnatstid spiste lasagne i køkkenet og derefter slappede af til en film. Det var rigtig afslappet, god stemning og nede på jorden. Sådan, som et rigtig after party skal være. Jeg kendte ikke alle pigerne, men det betød slet ingenting. Jeg følte mig straks godt tilpas og vi snakkede som smørt. Pigerne blev og overnattede, men jeg blev hentet ved 1-tiden og kunne godt træt smide mig i min seng en lille times tid senere efter en rigtig god homecoming oplevelse.

Nu til Sandy, stormen, som I nok alle sammen har hørt om. Hun kom søndag eftermiddag med regn og gråvejr, og sådan fortsatte det indtil mandag aften, hvor hun rigtig tog til med kraftigere regn og blæst og strømmen gik i flere nabolag. Skolen har været lukket mandag og tirsdag, så jeg har haft to hjemmedage sammen med de andre piger i huset. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde mig beskæftiget og det går nogenlunde - vi får i hvert fald sovet ud! Vi ved endnu ikke om de holder skolen lukket onsdag også, det kommer nok an på, om strømmen er gået på skolen, og hvor kraftigt det regner.
Lige nu - tirsdag middag - er det ikke så slemt med vejret, det regner og er kedeligt, men ikke noget særligt. Det virker fjollet, at vi ikke har været i skole på grund af lidt regn og blæst. Det er ikke værre end en slem, slem efterårsdag i Danmark. Vi er vist ikke så hårdt ramt her i Maryland, som de er andre steder. MenMs. Tonya nyder godt af de ekstra fridage, så hun kan få indhentet noget af alt hendes skolearbejde (hun er speciallærer).
Jeg kan forstå, at det også er blevet rigtig efterår i Danmark med frost, kulde og mørke.
Det er tid til hygge i de varme stuer, folkens!

Pas på jer selv og hinanden.
Kærlig hilsen,
Kristina

 Min søster Ashley hjælper mig med make-up

 Og hår

 

 Min venindes far som fotograf

 The girls!

 Min veninde Heather, søster og jeg

 Den gruppe, vi mødtes med inden vi tog op på skolen

Spirit week

Well, well, well, where to start...
Sidste fredag havde vi fri fra skole. Vi havde endnu et meet, som skulle løbes, og det gjorde vi godt. Til forskel fra de andre meets talte JV race for points ligesom Varsity, for normally er det Varsity løbernes præstation, der afgør hvilket team, der vinder the meet. Så denne gang, var der en kategori for os JVer at vinde, og det gjorde vi. Det samme med Varsity. Ruten havde rimelig flade strækninger men også nogle ordentlige moppedrenge - bakker! Men vi kæmpede os igennem de 5 km og min tid var 25.53 minutter - jeg løb mig til et ribbon :)
I torsdags fik vi piger fra teamet tidligere frifra skole (middag) fordi vi skulle løbe Frederick County Championship - JVs sidste meet i denne sæson :( Der er 10 skoler i vores county og de stiller alle med et cross country team. Ruten var den fladeste jeg har løbet, kun meget få graduelle bakker. Det var ikke én lang rute, men mere eller mindre en runde som vi løb et par gange - og så allingevel ikke helt, fordi hver runde havde en ændring. Anyway, jeg kan bedst lide én lang rute, så når jeg løber, ved jeg at jeg ikke kommer tilbage til der igen, hvor på den her måde, ved jeg at jeg skal bestige den her bakke endnu en gang. Men det når det kommer til stykket, betyder det egentligt ikke så meget. Det er jo det samme jeg gør uanset hvad - løber. Ruten var kun 4,8 km så min tid ser bedre ud - 23 minutter og endnu et ribbon : D Miss Tonya arbejder i den by hvor meetet forgik så hun kunne nå at se mig løbe og heppe og bakke mig op under de forfærdelige 23 minutter. Hun var meget begejstret for min præstation. Det er jo dejligt at mor (og søster) er de største fans.
Så nu er jeg og de andre JV´s mindre vigtige. Kun de 7 hurtigste + et par substitutter vil løbe de to sidste meets - region og state championship. Vi andre vil være der og heppe på dem fra sidelinien. Jeg vil stadig træne efter skole, men samtidig gøre det mindre intenst, for at slappe lidt af inden indoor track sæsonen starter.
Okay, det var en lang tale om cross country, men det er en stor del af min hverdag.
Denne uge op til homecoming har været spirit week, hvor hver dag havde en dress code for hvordan alle os Oakdale folk skulle klæde sig. Temaerne har været superherodag, tvillingedag, flashbackdag, skør, usmagelig tøjsammensætningdag, og den sidste dag iklæder eleverne sig i enten sort, grå, hvis eller regnbue alt efter hvilken årgang de er. Jeg er junoir så jeg klæder mig i sort.
Jeg har skiftet niveau i engelsk, så jeg er kommet i en helt ny klasse med en helt nu lærer. Begyndte i mandags. Jeg er flyttet et niveau ned, og det er rigtig godt. Det er mindre intenst i forhold til hvad jeg har brug for. Vi er kun 9 elever i klassen - jeg er den eneste pige. Drengene er kun glade for at jeg kom og brød deres sausage mix. De har taget rigtig godt imod mig, og vi griner og snakker og tager det lidt mere afslappet end i den anden engelsk klasse. Jeg har det fint med at være den eneste pige - drengevenner kan man ikke få nok af.
Jeg har tidligere sagt at lektier er et par timer hver dag - det er måske sket en eller to gangei begyndelsen for det er bestemt ikke det jeg bruger meget tid på. Jeg har slet ikke så mange for, og det jeg har for kan jeg lave i de 30 minutter vi har fået afsat til lektielæsning hver dag i skolen - SET class.
Den anden dag havde vi over 20 graders varme, og næste dag var vi tilbage ved de måske 17 grader. Det er ikke til at forstå vi er i slutningen af oktober. Vejret er ikke det jeg forbinder med efterårsvejr - ikke helt. Og slet ikke når jeg høre om det danske vejr med regn og blæst og kulde. Men vi har oplevet en enkelt meget kold dag omkring køleskabstemperatur, så jeg ved at det kan lade sig gøre og jeg ved at det vil komme.
Jeg vil starte med at give jer dette at tygge på. Jeg vil vende tilbage med mere om homecoming og spirit week (spirit week er på grund af homecoming). The homecoming game er i dag (26.10) og the dance lørdag aften.
Jeg håber, alt dette gav nogenlunde mening for jer, ellers må I sige til.
Hav det godt!

Kærlig hilsen
 Kristina

 Mine to ribbons fra de to sidste meets

 Miranda og jeg der spiser S´moores (ligesom ristede skumfidus m. kiks, de tilføjer bare chokolade og bruger nogle bed kiks end Mariekiks - alt for lækkert! )

 Vi laver S´moores os team girls,som dessert til et pasta pary

 Fra the meet sidste fredag

 Naomi og jeg på vej fra en klasse til en anden iklædt flash back tøj - eller forsøg på samme

Yo!

Først vil jeg starte med at sige mange tak for de hilsner, I har sendt mig. Det betyder mere for mig, end I tror. Det er dejligt at vide, hvilke sten I går og sparker til. Bliv endelig ved med det!
Yep, jeg har det forsat godt. Jeg møder stadig nye mennesker, folk der kommer og præsentere sig eller omvendt, nye elever i klassen eller lignende. Det er dejligt at jeg stadig udvider mine bekendtskaber (eller hvad det hedder).
Jeg har sagt det før, men jeg må altså sige det igen - vejret er utilregnligt! Det eneste man kan regne med er, hvornår solen går ned og hvornår den står op, og det ændre sig endda også dag for dag. Nu er det mørkt før klokken 19 og lyst ved 7.30 tiden. Den ene dag er det koldt og klart i luften med frost på ruderne om morgenen, den næste dag varmer efterårssolen ens gemachebeklædte ben, så det er lige før det brænder. Så regner det lidt, så er det skyet, så føler solen for at skinne igen og sådan bliver det ved. Men det ER en smuk tid!
Cross country sæsonen lakker mod sin ende. Jeg har to meets tilbage, på fredag og næste torsdag, og så er det faktisk slut for mig og de andre JVér. Varsety har to meets efterfølgende. Om en månedstid begynder indoor track. Det vil jeg også joine, men det bliver meget anderledes end CC. Kulde, spurt, slut med lange distancer og træning off campus - alt det jeg godt kan lide. Jeg vil savne CC og vores lille 18 personers team, men jeg tror på at det nye også vil bringe noget godt med sig. Teamet vil blive større, så jeg vil møde flere mennesker og få en anden oplevelse. Men ak, der er endnu et par uger tilbage.
I fredags havde jeg en pige fra mit team med hjem efter træning til aftensmad og afslapning. Vi spiste på en asiatisk restaurant alle os piger (Alexandra, ms Tonya, Miranda og jeg). Det var meningen, at Miranda og jeg skulle se en film, men i stedet snakkede vi om lækre kendisser og chokolade. Det var en rigtig god aften.
I lørdags deltog jeg ikke i the meet. Jeg blev fritaget for at tage med min skønne familie til Morgan State University´s homecoming game. Ms Tonya gik på den skole for 20 år siden, så hun kom "hjem". Det er et college for black people, og efter at have set Drumline (en film), synes hun, at jeg skulle opleve homecoming på et black college. Så for første gang forstod jeg rigtig, hvad black people mener, når de siger, at det ikke er sjovt at være den eneste, der skiller sig ud - for nu var jeg pludselig "the black sheep" - som så var hvidt. Og sådan har det jo været for alle mørke i mange, mange år. Alle var mørke, undtagen mig. Misforstå mig nu ikke, det generede mig ikke, det gjorde ikke nogen forskel, men følelsen af at skille sig ud, forstår jeg bedre.
Det var en rigtig god oplevelse, og ms Tonya fortalte jo om det ene og det andet, der foregår på colleger, og hvad hun oplevede, osv.
Sidst på eftermiddagen tog vi til et make-up party ved ms Tonyas kusine. Det er samme princip som med tea partiet. Prøv det på og køb det gerne. Jeg gjorde dog kun halvdelen af det... Hendes kusines datter er eminent med make-up og hår. Det er hende, der fletter bittesmå franske fletninger i Alexandras vilde afrohår.
På torsdag skal vi ikke møde i skole før klokken 11.30 og vi får fri til normal tid klokken 2.15pm. Og fredag har vi fri, men vi skal løbe et meet.
Jeg vil holde for nu, men igen fortælle jer, at jeg har det godt, og er utrolig taknemmelig, for alt jeg har.
Pas på jer selv, godt folk!

Kærlig hilsen,
Kristina


Jeg tror, billederne beskriver sig selv, gør de ikke?

Billeder

Hej allesammen,
Jeg vil prøve at gøre det kort denne gang. Og dele nogle billeder med jer fra den sidste uges events. (Jeg har fundet ud af, at hvis man klikker på billederne, bliver de større - det er snilt).
Jeg har det fortsat rigtig, rigtig godt. Jeg nyder skole, familie og team, og det bliver kun bedre og bedre.
Sidste søndag mødte jeg mine to bonussøskende, Ashley og Phillip + hans kæreste. De kom til middag, som ms. Tonya og jeg havde lavet. Vi havde det sjovt og fortalte historier, og jeg stilte en masse spørgsmål til Philip om kost og kroppen (han er personlig træner).
I går havde jeg mit fjerde meet i Romney, West Virginia, to timers kørsel fra skolen, hvor vi mødte klokken 5.50am!! ZZZ ... Det var ikke et særlig stort meet, 10 skoler. Ruten var op og ned ad bakker, ind og ud af en skov - en rigtig god, men hård, rute. Varsity løb klokken 10 og jeg - JV- løb klokken 11.30. Det var køligt, smådryppende med lidt regn et kort øjeblik og lidt blæsende, så vi beholdt en trøje på til sidste øjeblik, før startskuddet lød. Under og efter løbet var vejret faktisk meget behageligt. Det var rart for en gangs skyld ikke at være gennemblødt af sved. Som team scorede vi en anden plads og personligt scorede jeg en 5. plads (ud af 19) i JV Girls kategorien med en tid på 24.08 minutter for en 3,1 miles (5km). Alexandra og ms. Tonya er meget begejstret på mine vegne! Efter meetet spiste hele teamet på Buffalo Wild Wings Restaurant på vej hjem. De var sponsorere for det løb, vi løb.
Fredag aften var os piger i huset + Meegan til tea party ved naboen. Flere hjemmegående husmødre har en lille business for at tjene lidt ekstra, hvor de sælger forskellige ting for firmaer f.eks. smykker, te, make-up mm, så de inviterer til åbent hus/kom og se/kom og smag - parties.
Jeg tror for alvor, at efteråret er ved at komme nu. Mørkt klokken 19, omkring 10-15 grader, småregnende og farvefyldt. Men jeg kender ikke vejret godt nok til at vide, hvor stabilt, det er.

Take care everyone!

Kærlig hilsen,
Kristina

 Min familie og jeg

 Udsigten fra der, hvor vores løb startede

 Gabi og jeg, der begge lider under et anfald af forvrænget ansigstsudtryk

 Startskuddet er affyrret og hestene er løs!

 ...hesten løber...

 ...og hestene spiser!

 ...og hesten viser sin medalje med sin stolte søster ved sin side