Man må sige, det er ved at være længe siden sidst. Mit amerikanske ophold er jo egenligt slut nu. Eller officielt er det. For det slutter jo sådan set aldrig rigtigt. Det er kun lige starten på en helt ny verden, som har åbnet sig for mig. Men for en god ordens skyld, og især for min egen, vil jeg nu alligevel lige skrive endnu et indlæg for at afslutte, hvad der har været ÅRET i mit liv.
De sidste uger inden min hjemrejse var spækket med begivenheder! Først var der jo sidste skoledag. Det var egentlig en helt normal dag lige som alle andre bortset fra, at alle gik rundt med den der følselse inden i, at nu vil der gå lang tid, før vi igen vil gå på disse gange, sidde i disse stole, hører lige præcis dén lærer snakke og spise frokost ved lige netop dette bord. Ja, for nogle var det en endnu større følelse end for andre, eftersom visse personer godt var klar over, at alt dette aldrig nogen sinde ville komme til at ske igen. Like never ever.
Min bus chauffør
Min engelsk- og journalistiklærer
Min fysik- og klasselærer
MorgengruppenMen alt og alle vil dog, for visse personer, altid være i deres hjerter for evig og altid.
Dernæst stod den på et lynvisit til Sydvirginia med familien. Ned at besøge min værtsfars forældre. Mine bonusbedsteforældre.
Lake Ontario med mine "kusiner"
Søen igen, denne gang med min Mamma!
Niagara Falls med søster, kusine og fætter.
Grænsen til Canada
The FallsDa vi så kom hjem igen der oppe fra, skulle jeg pludselig til at begynde at pakke igen. Denne gang for en lidt større og længere rejse, som jeg egentligt ikke havde den store lyst til at tage på... Så det var svært at få pakket. Eller det var i hvert fald med en særgmodig følelse inden i.
Der var god hjælp at hente ved min søsterPludselig begyndte det faktum, at jeg snart skulle rejse hjem at være mere indtrængende og voldsomt frygteligt. Hvordan skulle jeg dog kunne forlade et helt liv derovre?
Den sidste søndag inden min afrejse hed det sig at der skulle være et pool party ved nogle af vores venner i anledningen af min værtsmors arbejde for kirken. Men da jeg så ankom til festen med en af mine veninder stod min familie, mine andre veninder og min kirke familie alle sammen og tog i mod mig i mens de skreg: "Surpriiiiiisee!". Kan du lige tro, jeg blev overvældet! Og ja, jeg begyndte da at græde...
Det var en helt fantastisk storslået pool party sammen med alle og enhver, som jeg i løbet af bare 10 måneder er kommet til at holde så meget af. Jeg var virkelig rørt over, hvad mine værtsforældre med hjælp fra vennerne havde fået stablet på benene bare på grund af mig.
Der blev sunget karaoke...
...I alle aldre
...Og der blev grint
...og smilet...
...og fjollet, selvfølgelig!Desværre kom den dag, hvor det var tid til afrejse alt for hurtigt. Jeg skulle flyve om aftenen, så den sidste dag fik jeg tilbragt lidt tid med familien, sagt et sidste farvel til veninderne og lynet kufferterne. Jeg havde en virkelig ubehagelig følselse i kroppen på vej til lufthavnen. En følelse af, at skulle til at gøre noget, som bare føltes så forkert og mod min vilje.
Men så skete der det pusseløjerlige, at det tog mig fire dage at komme hjem... Ja, de fleste af jer har sikkert allerede hørt historien om det overbookede fly, det forsinkede fly, det trejde fly, og så lige et forsinket fly mere. Alle disse fly-ligheder gav anledning til et hotelophold, et par dage ved min overhovedkoordinator indenfor min organisation og en turisttur til Marylands hovedstad; Annapolis.
The Capitol Building i Annapolis
Min overhovedkoordinator og jeg
Er det ikke charmerende?Men så langt om længe nåede jeg frem til Billund Lufthavn, hvor hele min familie og min DANSKE veninde stod med åbne arme og tog i mod mig. Jeg led bestemt ikke nogen nød under den lange hjemrejse, men jeg må da ærligt indrømme at jeg var glad for at alt flyveriet og lufthavnsventetid havde nået en ende. Nå ja, og så var det jo egentligt også meget godt at se dem alle sammen igen.
Nu har jeg så været hjemme i godt fire uger. Og synes jeg stadig at det er helt rart at være på dansk jord? Hmm... Det er vist en helt anden historie...
Én ting er i hvert fald sikkert! I am not done with America. I am coming back!
Kærlig hilsen,
Hende som Faldt Pladask for Frederick, Maryland
Kristina
