Kristinas år i USA: Thanksgiving

Drop Everything And Read, folkens!
Det er hvad "dear" står for, når man anvender det i breve og lignende. Har jeg lært.
I torsdags var det Thanksgiving her i det amerikanske land. Jeg vil kort fortælle historien bag, for de af jer, der ikke kender den. Jeg kendte den ikke.
For mange hundrede år siden rejste pilgrimsmænd fra England til America for at få den religionsfrihed, de ikke kunne få i deres hjemland. Da de kom til USA mødte de Indianerne, som lærte dem, hvordan de bedst kunne klarer sig i dette land. Efter den første høst, sagde de pilgrimsrejsende, at det var tid til at takke Gud, for alt det han havde givet dem.
Og det er det, vi gør den dag i dag. Takker vor herre for alt det vi har. Men lige som med så mange andre højtider, som f.eks. julen, glemmer folk grunden bag, og i stedet handler det mere om maden og gaverne. Mange amerikanere kender ikke engang historien bag Thanksgiving.
I denne uge var vi kun i skole mandag og tirsdag, resten af ugen fri. Onsdag gik med oprydning, rengøring og madlavning, som I alle kender det, før huset skal fyldes med gæster.
Mr Douglas´ forældre, hans søster, hans to niecer, og hans søn og datter kom alle her for Thanksgiving. Alle medbragte a little something, så der var med i metermål. En stor kalkun, mashed potatoes, baked potatoes, curry carrots, heavenly eggs, green beans, maccaroni & cheese, sweet potatoes, stuffing og flere forskellige varianter af småkager, applepie, pearpie, sweet potatopie og brownie. Da vi alle var samlet hen ad ved 16- tiden blessed vi maden og resten af dagen gik med snak og spisen. Det var stille og roligt og hyggeligt. Senere på aftenen så Ms Tonya og jeg en film sammen, "The Diary of a Mad Black Woman". Sjov film!
Hans forældre og søster blev et par dage efter, og vi spiste alle Thanksgiving mad tre gange dagligt i løbet af fredagen - morgen, middag og aften - og vi har stadig rester tilbage.
Hans søster bliver indtil på mandag og hans forældre tog af sted i morges. Hans søster er en pilgrimsrejsende. Hun rejser frem og tilbage mellem Haiti og USA - hjælper til i de fattige dele af landet med forskellige nødvendigheder og fortæller folket om Jesus. Mr Douglas´ far blev for nylig anerkendt som pastor. De er alle utrolig venlige og gode mennesker.
I mit sidste indlæg skrev jeg om religion, og til det vil jeg gerne tilføje, at det der gør hele forskellen for mig, er, at de kristne jeg er omgivet af her, hverken er hellige eller kedelige. De lever livet lige som alle andre og gør som de har lyst til, dog med respekt for dem selv og Lord Jesus. De fleste er humouristiske mennesker. Og som Ms Tonya siger, det behøver ikke at være så alvorligt det hele.
Track sæsonen har nu været i gang i halvanden uge. Vi havde træning i onsdags, selvom der ingen skole var. Hen over miniferien har vi selv skullet løbe en tur mindst to gange. De få træningsdage vi har nået at have, har været langt bedre, end jeg havde forventet. Jeg var en smule skeptisk over at gå fra et mindre team til et dobbelt så stort et, men det har kun været godt at komme til at snakke med flere og se hvordan teams kan være forskellige. Træningen foregår på the track. Jeg er i mid-distance gruppen - de 400-800m. Jeg ønsker ikke at løbe lang distance, jeg vil gerne prøve noget anderledes end hvad jeg gjorde med Cross Country og forbedre min hastighed. Vores venner af familien og min familie siger, at de gerne vil komme og heppe på mig, når jeg har et meet, men jeg har sagt, at det kommer an på, hvor langt bagud fra alle andre, jeg er. Jeg er jo ikke en sprinter, og jeg ved ikke, hvordan min tid vil være i forhold til mine konkuranter. Og når vi løber på en track, kan folk se os løbe hele tiden. Ikke noget med at forsvinde ind i en skov for et øjeblik. Men der er stadig et par uger til mit første meet.
Vejret er ikke så slemt endnu. De flæste træer er nøgne nu og det er mørkt klokken 17. Morgenfrost nogle dage, men blå himmel og sol.
Sidste weekend var jeg på tur med min Area rep. og hendes anden udvekslingsstudent fra Sverige, som også er under hendes "varetægt". Vi tog til et akvarium i Baltimore ved havnen. Så vidt jeg kan komme i tanke om, er det den første turist event, jeg har gjort. Tiden går med så meget andet. Vi havde en rigtig god tur. Theodore, som han hedder, og jeg snakkede godt sammen, og det er sjovt, som vi er havnet i vidt forskellige familier, og derfor har forskellige indtryk af amerikanerne.
Jeg vil holde for nu, men forsikrer jer alle sammen om, at jeg har det som en fisk i vandet.
Livet er jo godt!

Kærlig hilsen,
Kristina

Baltimore havn