Thanksgiving

Drop Everything And Read, folkens!
Det er hvad "dear" står for, når man anvender det i breve og lignende. Har jeg lært.
I torsdags var det Thanksgiving her i det amerikanske land. Jeg vil kort fortælle historien bag, for de af jer, der ikke kender den. Jeg kendte den ikke.
For mange hundrede år siden rejste pilgrimsmænd fra England til America for at få den religionsfrihed, de ikke kunne få i deres hjemland. Da de kom til USA mødte de Indianerne, som lærte dem, hvordan de bedst kunne klarer sig i dette land. Efter den første høst, sagde de pilgrimsrejsende, at det var tid til at takke Gud, for alt det han havde givet dem.
Og det er det, vi gør den dag i dag. Takker vor herre for alt det vi har. Men lige som med så mange andre højtider, som f.eks. julen, glemmer folk grunden bag, og i stedet handler det mere om maden og gaverne. Mange amerikanere kender ikke engang historien bag Thanksgiving.
I denne uge var vi kun i skole mandag og tirsdag, resten af ugen fri. Onsdag gik med oprydning, rengøring og madlavning, som I alle kender det, før huset skal fyldes med gæster.
Mr Douglas´ forældre, hans søster, hans to niecer, og hans søn og datter kom alle her for Thanksgiving. Alle medbragte a little something, så der var med i metermål. En stor kalkun, mashed potatoes, baked potatoes, curry carrots, heavenly eggs, green beans, maccaroni & cheese, sweet potatoes, stuffing og flere forskellige varianter af småkager, applepie, pearpie, sweet potatopie og brownie. Da vi alle var samlet hen ad ved 16- tiden blessed vi maden og resten af dagen gik med snak og spisen. Det var stille og roligt og hyggeligt. Senere på aftenen så Ms Tonya og jeg en film sammen, "The Diary of a Mad Black Woman". Sjov film!
Hans forældre og søster blev et par dage efter, og vi spiste alle Thanksgiving mad tre gange dagligt i løbet af fredagen - morgen, middag og aften - og vi har stadig rester tilbage.
Hans søster bliver indtil på mandag og hans forældre tog af sted i morges. Hans søster er en pilgrimsrejsende. Hun rejser frem og tilbage mellem Haiti og USA - hjælper til i de fattige dele af landet med forskellige nødvendigheder og fortæller folket om Jesus. Mr Douglas´ far blev for nylig anerkendt som pastor. De er alle utrolig venlige og gode mennesker.
I mit sidste indlæg skrev jeg om religion, og til det vil jeg gerne tilføje, at det der gør hele forskellen for mig, er, at de kristne jeg er omgivet af her, hverken er hellige eller kedelige. De lever livet lige som alle andre og gør som de har lyst til, dog med respekt for dem selv og Lord Jesus. De fleste er humouristiske mennesker. Og som Ms Tonya siger, det behøver ikke at være så alvorligt det hele.
Track sæsonen har nu været i gang i halvanden uge. Vi havde træning i onsdags, selvom der ingen skole var. Hen over miniferien har vi selv skullet løbe en tur mindst to gange. De få træningsdage vi har nået at have, har været langt bedre, end jeg havde forventet. Jeg var en smule skeptisk over at gå fra et mindre team til et dobbelt så stort et, men det har kun været godt at komme til at snakke med flere og se hvordan teams kan være forskellige. Træningen foregår på the track. Jeg er i mid-distance gruppen - de 400-800m. Jeg ønsker ikke at løbe lang distance, jeg vil gerne prøve noget anderledes end hvad jeg gjorde med Cross Country og forbedre min hastighed. Vores venner af familien og min familie siger, at de gerne vil komme og heppe på mig, når jeg har et meet, men jeg har sagt, at det kommer an på, hvor langt bagud fra alle andre, jeg er. Jeg er jo ikke en sprinter, og jeg ved ikke, hvordan min tid vil være i forhold til mine konkuranter. Og når vi løber på en track, kan folk se os løbe hele tiden. Ikke noget med at forsvinde ind i en skov for et øjeblik. Men der er stadig et par uger til mit første meet.
Vejret er ikke så slemt endnu. De flæste træer er nøgne nu og det er mørkt klokken 17. Morgenfrost nogle dage, men blå himmel og sol.
Sidste weekend var jeg på tur med min Area rep. og hendes anden udvekslingsstudent fra Sverige, som også er under hendes "varetægt". Vi tog til et akvarium i Baltimore ved havnen. Så vidt jeg kan komme i tanke om, er det den første turist event, jeg har gjort. Tiden går med så meget andet. Vi havde en rigtig god tur. Theodore, som han hedder, og jeg snakkede godt sammen, og det er sjovt, som vi er havnet i vidt forskellige familier, og derfor har forskellige indtryk af amerikanerne.
Jeg vil holde for nu, men forsikrer jer alle sammen om, at jeg har det som en fisk i vandet.
Livet er jo godt!

Kærlig hilsen,
Kristina

 Baltimore havn

 Mere Baltimore havn

 Delfinshow i akvariummet vi besøgte

 Svenskeren og danskeren

 mmm.. Dessert.... mmm

 Stuffing (mix af brød, cornbread, grøntsager og kød) Virkelig lækkert!

 Kan I se, hvad det er?

 Mashed potatoes i hjørnet,

ovenover curry carrots (som jeg har lavet), ved siden af mac. & cheese, green beans og ude til siden er det sweet potatoes

 Baked potatoes med spinat og ost

 The Chubb Family, minus Ms Tonya

 Ser vi mætte ud? Ja tak!

Kristen

Kære alle sammen,
Kan I holde varmen? Jeg hører, at det er godt koldt og blæsende i Danmark lige for tiden.
Vores vejr er det mest vinterlige, vi har haft, uden de store udsving. Ellers har det været meget op og ned, frem og tilbage med vejret. Det er det stadig, men jeg har fundet vinterjakken og vinterstøvlerne frem. Og jeg er nu glad for, at jeg medbragte det mest nødvendige vinterudstyr hele vejen fra Danmark, selvom det næsten fyldte en kuffert i sig selv.
Vi har temperaturer svarene til i et køleskab. Det bliver lidt varmere, når solen er fremme, og (en hel) del koldere, når vinden blander sig. Efter at være gået over til vintertid, er det nu mørkt omkring klokken 17.30, men tilgengæld er det lyst, når jeg venter på bussen om morgenen, så længe det varer.
Lige nu sidder jeg i Ms. Tonyas tidligere kirkes pastors stue (fik I den?) og blogger til alle jer.



På torsdag starter indoor track sæsonen. Det bliver et større team, omkring 40, hvor vi på Cross Country var 18. Så det bliver en del anderledes med mere grupering og forskellige events - om man træner til at løbe 100 m, 300 m, 500 m, 800 m, 1600 m eller 2300 m  (de sidste events er altså mange runder omkring den samme track! Vi må se, hvor rundtossede folk bliver), så uanset, hvor mange vi er på holdet, bliver vi mere eller mindre delt ind efter, om vi er sprinterer (I wish...), middistance (that´s me, jeg går efter de 800 m og 1600 m) eller distance (too many labs around the same track for me). Men et større team betyder flere nye folk at lære at kende, og det nyder jeg stadig.
Den største tudse at sluge er, tanken om, at al træning foregår udendørs, hver dag, uanset vejr og vind. Vi har allerede fået en lille smagsprøve på nogle kolde, kolde træningsdage. Ikke sjovt.
Hvad der gør, at det er indoor track, er, at the meets foregår indendøre.
Ja, som jeg har nævnt et par gange nu, er jeg forbløffet over, at jeg stadig udvider min vennekreds/bekendte. Og, Gud, hvor er det skønt! Jeg holder mig bestemt heller ikke tilbage, når det kommer til at snakke med folk jeg aldrig har set eller snakket med før. Hvis jeg har lýst til at snakke med dem, gør jeg det. Jeg mener, hey!, jeg er her kun ét skoleår. Ét år til at lære så mange spændende mennesker at kende som jeg overhovedet kan komme til. Selvfølgelig med en vis fornemmelse for, hvornår at snakke og hvornår ikke at snakke med folk.
Vi har haft to nemme uger i træk med kun tre dage i skole. Næste uge er hel normal og ugen efter er det Thanksgiving. Det er bestemt ikke ensformigt, heldigvis.
Mandag til tirsdag havde jeg en overnatning ved min veninde fra kirken, Kadija. Vi tilbragte hele tirsdag sammen. Vi har det så godt sammen, joker og snakker. Og når vi snakker i telefon sammen, er det aldrig hurtig gjort, for så snakker vi om fremtidsplaner eller Jesus og andre drenge. 
I går var Mr. Douglas´ fødselsdag, så vi fire tog på mexikansk restaurant om aftenen og fik fajita. Det var slet ikke tosset. Vi havde en hyggelig aften med snak og humor.
I morgen skal jeg til Cross Country State Championship. Ja, jeg ved godt, jeg siger sæsonen er over, og det er den også for mig og de andre JVs. Men fordi vores Varsity piger er så dygtige, løber de sig op i rangen til flere championship, og som en del af teamet bakker vi (JV) selvfølgelig pigerne op.
På søndag tager Heather, min veninde på billderne fra Homecoming, med os i kirke og til efterfølgende hjemmemiddag med nogle af Mr. Douglas´ venner. Jeg er spændt på, at have en veninde med i kirke. Jeg er ikke nervøs, for det er en virkelig levende og frisk kirke.
Faktisk er grunden til, at jeg kalder dette indlæg kristen, fordi jeg vil fortælle jer om dét at være kristen i USA. For mig er det nemlig så meget anderledes. Jeg er jo vokset op og opdraget som kristen, selvom min far ikke har bombarderet mig med Jesu ord... Og jeg har da været i kirke nogle gange, og hørt forskellige fortællinger om Jesus, og hvad han sagde og gjorde. Og jeg har da sunget kristne sange i kirken. Men alt det er jo ikke noget jeg har higet efter at gøre hver uge, og slet ikke noget jeg har tænkt på at involvere i min dagligdag. Det hele er lidt for tungt og uforståligt. Og for at være ærlig, forbinder jeg det at være kristen med en vis hellighed og uskyld, som jeg ikke har lyst til at have hængende over mig. Det var i hvert fald det billede, jeg havde, da jeg forlod Danmark for 2 ½ måned siden.
Og hvor har jeg dog taget fejl. At være kristen er så meget mere og andet end det. Allerede første gang jeg var med i kirke, blev jeg omfavnede og budt velkommen med store smil og masser af kærlighed af troende, glade og friske mennesker. Og kirken summer af næstekærlighed og caring for each other.
Den første halve time af "kirkehandlingen" står vi op og synger med på de kristne sange som koret og det live band føre an, enten mens vi klapper og flytter føderne eller bevæger os stille fra side til side - det vi kalder worship. Derefter prædiker pastoren om et emne udfra nogle tekster i Bibelen, men samtidig forklare han, hvad det betyder, hvordan vi skal forstå det, hvordan vi skal bruge det i vores hverdag, i hvilke situationer. Han giver os forskellige eksempler og fortæller udfra personlige erfaringer, alt sammen med et twist af humor. De første mange søndage gav de lange prædikener ikke meget mening for mig, og jeg var ikke enig i alt, hvad pastoren sagde. Men så! En eller anden sønadg gav hans prædiken mening for mig og jeg kunne se, at det han snakkede om, faktisk kunne forbindes til det, jeg gik og tænkte på. Det var opløftende fornemmelse. Og nu lytter jeg med store ører til hver prædiken i håb om at fange et eller andet jeg kan forbinde til min dagligdag. Det sker stadig at pastoren siger noget, hvor jeg ikke kan følge ham, eller forstå ham.
Jeg stiller rigtig mange opklarende spørgsmål til Mr. Douglas Og Ms. Tonya om Gud og Jesus og kristendom i higen efter at forstå. De har begge to en viden og evne til at lære fra sig, og det fører til mange lange snakke om det ene og det andet. Jeg synes, det er et rigtig spændende diskussionsemne og utrolig lærerigt.
Der er mange citater i Bibelen, jeg ikke kender til, og jeg har mange ubesvarede spørgsmål, som jeg har fundet ud af, at ingen andre end Jesus kan besvarer. Ms. Tonya og jeg har allerede en liste af spørgsmål klar for Jesus at besvare, når han kommer tilbage. Som f.eks., hvad er meningen med Deja vú? og hvorfor er drenge sådan, som de er?
Et af mine spørgsmål til Ms Tonya har været, om jeg kan være kristen uden at tro hvert et ord i Bibelen, og det siger hun, kan jeg, så længe jeg acceptere Jesus som min herre og frelser. Der er mange statements, jeg ikke kender til endnu og der er mange jeg har svært ved at tro på. Men jeg er i en lærende proces.
Bordbøn - grace - har jeg vendet mig til, men jeg er stadig ikke helt enig i, at det er det rigtige at gøre. Jeg forstår ikke, hvorfor vi takker Jesus for maden på bordet, når det er Ms. Tonya, der har stået og svedt over den. Jeg vil hellere takke hende, så jeg gør begge dele :)
Det, der er det bedste at se, er, at de kristne amerikanere jeg omgås med, er ligesom alle andre friske og levende mennesker. Griner, pjatter, joker og snakker om alt fra sex til djævlen. Ikke spor hellige. De takker bare vor herre mere end andre gør, hvad er der galt i det?
Så bare nu ved at sidde her og fortælle jer om mine opdagelser i kristendommen, er Jesus allerede en meget større del af min hverdag, end han var for kort tid siden. Og når jeg snakker med Ms Tonya og Mr Douglas om dagligdagens begivenheder og tanker, referere de nogle gange til Jesu ord, og det er pudsigt, som det en mand for 2000 år siden sagde, er ligeså relevant og brugbart i dag. Han har fat i et eller andet, ham Jesus.
Det er bestemt ikke nemt at forklare helt rigtigt, hvordan kirken foregår og hvordan stemningen er. Det skal opleves. Og ligeså svært er det at forklare mit forhold til Gud, for jeg ved det dårligt nok selv. Men jeg håber, I forstår nogenlunde, hvad jeg mener.
Og bare rolig, alle sammen, jeg er stadig ligeså meget Kristina, som jeg var for 2½ måned siden, måske endda endnu mere.
Jeg vil holde for nu og tilføje et par billeder fra den seneste tid.
Ha det godt og stay warm!

Kærlig hilsen,
Kristina.

 Kadija og jeg til Halloween arrangemnt i kirken. Hvis I ikke kan gætte det, er jeg udklædt som en udvekslingstudent fra Denmark. Ligner ret godt, ikk?

 Mr. Douglas var ikke i nærheden, så vi måtte bruge, hvad der var ;)

 CC team at the Region Championship sidste fredag - vi vandt (Det var utrolig koldt!)

 Kadija, Aniqe og jeg på en gåtur i tirsdags.